I en verden, hvor algoritmer kan generere tusindvis af designs på få sekunder, valgte Daniel Roseberry at svare på den mest spektakulære måde muligt. Ikke med præsentation af ny teknologi, men med en opvisning af menneskelig fantasi. Schiaparelli haute couture-kollektionen for Efterår/Vinter 2026/2027, med titlen „The Abyss”, som åbnede Paris Haute Couture-ugen, var ikke blot et modeshow. Det var et manifest. Et spørgsmål om kreativitetens fremtid. Og en påmindelse om, at couture stadig er det sidste bastion for ting, der ikke kan programmeres.
Couture som svar på AI-æraen
Roseberry lagde ikke skjul på sin inspiration fra nutiden. Han indrømmede selv, at han oftere og oftere støder på porteføljer fra unge designere, hvor det er svært at skelne mellem talent og kunstig intelligens’ evner. I stedet for at kæmpe imod teknologien besluttede han dog at bevise, at der stadig findes et område, hvor AI ikke har adgang – følelser, intuition, tilfældigheder og menneskets håndværk.
Derfor dukkede der kreationer op på catwalken, som lignede organismer fra fremtiden. Latexjakker med oppustelige tentakler, silikonekorsetter der mindede om levende væv, kjoler der pulserede med lys samt anatomiske detaljer gav indtryk af, at menneskekroppen gennemgik endnu en fase af evolutionen. Kritikerne bemærkede enstemmigt, at kollektionen ikke forsøgte at være smuk i klassisk forstand. Den skulle forurolige, fascinere og provokere til eftertanke.
Fra gyldne lunger til silikone-gæller
Daniel Roseberry har i flere sæsoner konsekvent opbygget sit eget Schiaparelli-sprog. For blot nogle år siden var verden begejstret for monumentale gyldne halskæder, surrealistiske smykker og karakteristiske anatomiske detaljer. Derefter kom kollektioner inspireret af astronomi, mytologi og skulptur, som gjorde modehuset til en favorit på de røde løbere.
Efterår/Vinter 2025/2026 blev af mange kritikere betragtet som et afgørende øjeblik – en kollektion, hvor Roseberry perfekt forenede klassisk skrædderkunst med optiske illusioner og surrealistiske referencer. Designeren selv indrømmede senere, at han følte, han havde fundet den perfekte opskrift på Schiaparelli. Paradoksalt nok var det netop derfor, han besluttede sig for at forlade den fuldstændigt.
Den nye kollektion bygger ikke videre på den forrige. Den tager et drastisk skift. I stedet for elegant surrealisme byder den på biologiske mutationer, kunstig hud, silikone, fiskeskæl, muslingeskaller og materialer, der snarere associeres med et laboratorium end med et atelier ved Place Vendôme.
Det mest kunstneriske modehus? Mere og mere tyder på, at det er tilfældet
Siden Daniel Roseberry tiltrådte som kreativ direktør i 2019, har han ikke forsøgt at kopiere Elsa Schiaparelli. Han viderefører hendes tankegang.
Grundlæggeren af modehuset samarbejdede med Salvador Dalí, Jean Cocteau og Leonor Fini. Hun skabte kjoler med hummere, hatte der lignede sko, og kollektioner inspireret af surrealisme længe før mode begyndte at betragte catwalken som et kunstgalleri. Dagens Schiaparelli forbliver tro mod denne filosofi – mode skal ikke blot være et luksusprodukt, men en kunstnerisk kommentar til virkeligheden. I den forstand var årets show usædvanligt tro mod brandets DNA. I stedet for nostalgi opstod spørgsmålet om menneskelighed i algoritmernes tidsalder.
Ikke mode til at bære. Mode til at huske
I modsætning til mange modehuse, der i stigende grad designer med sociale medier og den røde løber for øje, betragter Schiaparelli stadig couture som et laboratorium for idéer. De fleste af de viste silhuetter kommer aldrig til salg i deres uændrede form. De udgør et udgangspunkt for individuelle bestillinger og en demonstration af atelierets kunnen.
Det er netop derfor, at hver sæson hos Schiaparelli vækker diskussioner, der rækker langt ud over modeverdenen. Der tales om skulptur, biologi, anatomi, kunstig intelligens, psykologi og den moderne billedkultur. Få mærker formår i dag lige så effektivt at forvandle et modeshow til en intellektuel begivenhed.
På baggrund af hele couture-ugen satte Schiaparelli igen retningen
Selvom debuterne af Pierpaolo Piccioli for Balenciaga, Diors romantiske forslag og Iris van Herpens eksperimenter med moderne materialer også vakte begejstring under Haute Couture-ugen i Paris, var det netop Schiaparelli, der igen åbnede diskussionen om grænserne for nutidens couture. Kritikere bemærkede, at hele sæsonen fokuserede på håndværk, innovative materialer og redefineringen af den menneskelige krop, men det var Roseberry, der mest fuldendt forbandt alle disse temaer til en sammenhængende fortælling.
Mode, der ikke søger godkendelse
Måske er Schiaparellis største styrke i dag modet. I en tid, hvor luksus i stigende grad underordner sig salg og virale trends, tillader dette modehus sig stadig at eksperimentere. Det forsøger ikke at behage alle. Det designer ikke for algoritmer.
Og det er netop derfor, at det forbliver et af de mest fascinerende, mest kunstneriske og mest uforudsigelige modehuse i den moderne verden. Elsa Schiaparelli mente, at mode skulle overraske mere end virkeligheden. Daniel Roseberry beviser, at næsten hundrede år senere er denne idé mere aktuel end nogensinde før.
