Kollektionen Re{form} Zara (Vol. 1) af John Galliano kommer i dag til salg og vækker fra de første timer præcis det, man kunne forvente af mødet mellem en af sin generations mest karakteristiske designere og et af de største high street-mærker. I London opstod der køer foran Zaras butik på Bond Street. Samtidig begyndte billeder af kollektionen lynhurtigt at cirkulere på nettet. Diskussionen handler ikke kun om priser eller tilgængelighed, men først og fremmest om, hvorvidt Galliano har formået at bevare sit eget sprog i Zaras produktionsverden.
Efter at have set den første kollektion er svaret interessant: ja, og det endda helt bestemt. Det er et af de få samarbejder mellem en kendt designer og en highstreet-kæde, hvor resultatet ikke er en forenkling af high fashion. Her går retningen den modsatte vej. Dette er derimod et usædvanligt modigt og utraditionelt skridt.
Zara som materiale, ikke som begrænsning
Re{form} er ikke et klassisk samarbejde, hvor designeren skaber nogle få spektakulære ting, og brandet tager sig af resten. Galliano behandlede Zara som et kreativt materiale. Derfor analyserede han eksisterende snit, skilte dem ad, vendte konstruktionen om, ændrede proportionerne og funktionen af de enkelte elementer. Først ud fra disse eksperimenter opstod nye designs, som derefter blev produceret i nye materialer.
To er en meget karakteristisk metode for Galliano. I stedet for at starte med et blankt ark, begynder han med noget, der allerede eksisterer, og undersøger, hvor langt han kan flytte dets betydning. I den forstand er Re{form} mere “autentisk”, end Zara-mærket ville antyde.
Og det er netop her, kollektionens største værdi ligger. Galliano forsøger ikke at gøre Zara til Dior eller Margiela. Han gør Zara til Galliano.
Kollektion Re{form} Zara (Vol. 1): Historisk Galliano, men uden museal nostalgi
Inspirationen kommer blandt andet fra Les Incroyables og Les Merveilleuses, altså den excentriske mode i Frankrig efter revolutionen, som i øvrigt allerede var til stede i designerens berømte afgangskollektion fra 1984. Der dukker også ekkoer op fra det victorianske London, punk, film noir og hans egne arkiver. Man kan se en fortsættelse af den opsigtsvækkende Galliano-kollektion for Maison Margiela.
Det er dog ikke direkte gengivne citater. Galliano tager den historiske silhuet og fører den ind i nutiden: han forlænger skoene, deformerer frakkerne, skaber overdrevne skuldre, bruger tyl, blonde, gennemsigtighed og teatralske hovedbeklædninger.
Som resultat har tøjet noget, der altid har været afgørende i Gallianos mode: de skaber en karakter, ikke blot en styling.
De mest interessante ting opstår på grænsen mellem skønhed og mærkelighed
Tri-Chic er et godt eksempel på denne metode. En taske inspireret af en affaldspose bliver forvandlet til et multifunktionelt tilbehør, som kan bæres på flere måder. Det er ikke kun et iøjnefaldende koncept. Galliano tager endnu en gang en genstand uden prestige og ændrer dens kode.
På samme måde fungerer lange handsker, bonnetter og hatte skabt sammen med Stephen Jones, winklepickere med absurd forlængede snuder eller frakker med bevidst forvrængede proportioner. Deres styrke ligger ikke i det dekorative, men i at flytte et velkendt element flere skridt ud over dets oprindelige funktion.
Det er netop det, der adskiller Re{form} fra de fleste samarbejder mellem designere og highstreet-butikker. Her er navnet ikke blot et supplement til produktet. Navnet forandrer produktet.
London har allerede svaret
Køerne ved Bond Street viser, at Re{form} ikke kun er et projekt for branchen. Kollektionen har vakt reel interesse blandt kunderne, og den begrænsede tilgængelighed af visse modeller gør den endnu mere eftertragtet.
Det er i øvrigt endnu et paradoks ved projektet. Galliano henvender sig til masserne, men gør det gennem en kollektion, der på mange måder følger logikken for samlermode: begrænsede mængder, et stærkt personligt udtryk, karakteristiske objekter og priser, der ligger over Zaras standardmodel.
Kolektionen Re{form} Zara (Vol. 1) som tredje akt af Galliano
Designeren beskriver samarbejdet som begyndelsen på sin “tredje akt” — efter sit eget mærke, Givenchy og Dior samt et årti hos Maison Margiela. Det er vigtigt, for Re{form} ligner ikke et stop mellem endnu et par luksusmodehuse. Det ligner et bevidst forsøg på at undersøge, hvad der sker med hans metode, når han får Inditex’ skala til rådighed.
Den første kollektion antyder, at svaret er ret fascinerende.
I august blev den planlagte Galliano-udstilling på Metropolitan Museum of Art aflyst, hvilket igen åbnede op for diskussionen om hans offentlige comeback. Det er en vigtig kontekst for premieren, men det ændrer ikke ved selve det faktum, at Re{form} også bør vurderes som et modeprojekt — ud fra konstruktion, idé og udførelse.
A her forbliver Galliano overraskende konsekvent.
Han lavede ikke en “Zara i Galliano-stil”. Han gjorde noget langt mere interessant: han behandlede Zara som et materiale. Og han løftede massemoden, kædemodens verden, op på kunstens niveau. Galliano forenkler ikke haute couture for den brede kundes skyld, som det ofte sker i samarbejdskollektioner mellem kendte designere og Zara eller H&M. Han hæver tværtimod barren for massepublikummet og konfronterer dem med silhuetter kendt fra Haute Couture.
Derfor er Re{form} værd at lægge mærke til, ikke kun som et samarbejde mellem et stort navn og en high street-gigant. Det er et eksperiment med grænsen mellem designermode og masseproduktion. Og, i det mindste i første bind, et eksperiment udført med en tydelig kunstnerisk hånd.
Nu er det tid til at se, om denne hånd fungerer lige så godt uden for kampagnen, i garderoben og til daglig brug.
