Der er kunstauktioner, som interesserer samlere. Der er også dem, der samtidig bliver en kulturel, finansiel og symbolsk begivenhed. Det er netop i denne anden kategori, at salget af en privat samling hører hjemme. Joe Lewis, britisk milliardær, investor og tidligere ejer af klubben Tottenham Hotspur F.C. sælger netop nu sin imponerende samling af malerier. Hvad betyder dette skridt, og hvordan vil det påvirke kunstmarkedet som en investering?
I næste måned vil auktionshuset Sotheby’s udstille en samling værker i London, hvis værdi anslås til omkring 150 millioner pund. Det kan blive den dyreste samling fra én ejer, der nogensinde er solgt i byens historie. Men bag de astronomiske tal gemmer der sig noget langt mere interessant end blot luksus.
To er en fortælling om smag, risiko og en verden, som de fleste mennesker aldrig får et indblik i.
Joe Lewis. Kunst som sprog for de virkelig rige
I den ultrariges verden er kunst for længst holdt op med at være dekoration. Det er en form for kapital, indflydelse og personlig legende. Værker hænger der ikke tilfældigt – de er som manifestationer af karakter.
Joe Lewis’ kollektion ligner netop sådan et manifest.
Der findes navne i den, som i årtier har været med til at forme europæisk kunsthistorie: Gustav Klimt, Francis Bacon, Lucian Freud, Amedeo Modigliani og Edgar Degas.
Det er ikke en kollektion skabt til Instagram. Den rummer hverken larmende modernitet eller “sæsonens trendy navne”. Til gengæld bærer den historiens tyngde, følelser og navne, der har overlevet generationer.
Et af de vigtigste værker er portrættet af Gertrud Loew malet af Klimt i 1902 — et billede, der ikke kun er smukt, men også præget af det 20. århundredes historie. Hovedpersonen, en wiensk aristokrat fra en jødisk familie, flygtede fra Østrig for nazismen. Selve maleriet cirkulerede i årevis mellem samlinger og fonde, før det vendte tilbage til familiens arvinger.
Sotheby’s vurderer det i dag til omkring 30 millioner pund.
Samlerne og traderne har mere til fælles, end man skulle tro
Joe Lewis blev ikke født ind i en verden af gallerier og private museer. Han kom til verden over en pub i London og byggede sin formue som valutahandler. Han tjente enorme summer på markedsbevægelser ved at træffe beslutninger, hvor andre frygtede risiko.
Og det er netop det, man kan se i denne kollektion.
Francis Bacon med sine brutalt ærlige selvportrætter. Freud, der maler mennesker uden forskønnelse. Modigliani, som skaber melankolske, aflange silhuetter. Dette er ikke “sikre” værker. Det, der forbinder dem, er intensitet — både følelsesmæssig og æstetisk.
På en måde minder Lewis’ kollektion om en velopbygget investeringsportefølje. Det er ikke en tilfældig samling af dyre ting. Den har karakter. Spænding. Mod.
Luksus, der ikke råber
Det mest interessante ved denne historie er dog noget andet. I en tid, hvor luksus i stigende grad forbindes med synlige logoer, eksotiske ferier og biler vist frem på sociale medier, minder denne auktion os om en ældre definition af rigdom.
Stille. Mere raffineret.
Virkelig store kunstsamlinger eksisterer ofte uden for kameraernes rækkevidde. De er gemt i private residenser, familiefonde eller i sikkerhedsbokse i frihavne i Genève. Når de kommer på markedet, ser finans- og kunstverdenen det som et øjeblik, hvor et privat imperium afsløres.
Og netop derfor er salget af Joe Lewis’ kollektion mere end blot endnu en auktion.
To er et sjældent øjeblik, hvor man kan se, hvordan smagen ser ud hos en person, der i årtier har håndteret milliarder – og som i stedet for at købe flygtige trends, har investeret i ting, der er skabt til at holde over tid.
