Wenecias Giardini og Arsenale åbner den 9. maj 2026 for den ældste og mest prestigefyldte udstilling for samtidskunst. Den 61. Biennale varer indtil 22. november (foråbning: 6.-8. maj), hvilket betyder 198 dage med kuraterede valg, nationale pavilloner og ledsagende begivenheder spredt over hele byen.
Denne gang blev manuskriptet skrevet af Koyo Kouoh (1967-2025), en kamerunsk-schweizisk kurator, den første afrikaner i denne stilling. Udstillingen blev realiseret i overensstemmelse med hendes koncept efter hendes død i januar 2025. Kouoh havde i årevis spurgt, hvorfor kulturen larmer så meget, når de mest interessante ting sker i stilheden.
Hvorfor “moll” i 2026?
Parolen In Minor Keys er en metafor. Det handler om mol-tonearten: melankoli, stilhed, opmærksom lytning i stedet for “orchestral bombast”. I en tid, hvor alle budskaber råber, foreslår Kouoh at skrue ned for lyden. Hendes udstilling fokuserer på intime former, uafsluttede fortællinger, næsten umærkelige gestus.
Det lyder som en kontrast til det, man normalt forventer af biennalen. Og måske er det netop derfor, det er værd at tage dertil.
Kuratorisk vision og besøgsoplevelse
“In Minor Keys” er en titel, der straks sætter stemningen for hele udstillingen. Adriano Pedrosa inviterer ind i en verden af stille, introspektive frekvenser: melankoli, blues, morna, hvisken, trøst og håb. Det er en bevidst afvisning af “orchestral bombast”, den spektakulære iscenesættelse, som har domineret mange af de seneste biennaler. Det handler om at sætte tempoet ned og lytte til det subtile.
Motiver: fra templer til oaser
Udstillingen udfolder sig omkring fem hovedtemaer:
- Helligdomme (Sala Chini) – en hyldest til kunstnere som Issa Samb og Beverly Buchanan, steder for minde og eftertanke
- Processioner – afroatlantiske processioner, et ekko af den legendariske “Poetry Caravan” fra 1999
- Skoler – kunstneriske økosystemer, f.eks. blaxTARLINES KUMASI eller G.A.S. Foundation, læringsfællesskaber
- Hvile/Oaser – kreolske haver, sanselige pauser, rum til afslapning
- Performances (06.-11.05.2026) – kroppen som bærer af hukommelse og modstand
Hvordan ser udstillingen ud: tærskler, indigo og “komorebi”
Scenografien er designet af Wolff Architects fra Kapstaden. Indigo dominerer, og tærskler fungerer som portaler mellem rummene. Den visuelle identitet af Clarissy Herbst og Alex Sonderegger arbejder med begrebet “komorebi” ( japansk ord, der beskriver lys, der filtreres gennem blade). Et todelt katalog fuldender helheden, og arrangørerne erklærer, at de stræber efter kulstofneutralitet.
tid er ikke virksomhedens ejendom og er heller ikke underlagt nådesløs accelereret produktivitet
Denne udstilling er et forslag til et andet tempo. Et mere stille.
Kto og hvordan deltager
Hovedudstillingen samlede omkring 111 deltagere, og i alt deltog 99 lande i Venedig, suppleret af 31 ledsagende begivenheder. Det er en betydelig skala, men hvad er mere interessant? Syv lande debuterede: Guinea, Ækvatorialguinea, Nauru, Qatar, Sierra Leone, Somalia og Vietnam. Seychellerne sluttede sig til den 4. maj 2026, under biennalens forløb.
Adriano Pedrosa lagde tydeligt vægt på resonanser frem for nationalitet. Der var ingen italienske kunstnere i hovedudstillingen, hvilket vakte en vis undren, men kuratoren forklarede det med ønsket om at fremhæve stemmer fra periferien. Blandt de inviterede var både kendte navne (Laurie Anderson, Nick Cave, Wangechi Mutu) samt kollektiver som blaxTARLINES KUMASI, Denniston Hill og G.A.S. Foundation. Tilstedeværelsen af Linda Goode Bryant og Torkwase Dyson understregede mangfoldigheden af praksisser, fra traditionelle medier til rumlige installationer.
Stille solhverv – hvad bliver tilbage efter at have forladt udstillingen
Den venetianske udstilling efterlader noget, der minder om stilheden efter en heftig samtale. Ikke så meget et tomt ekko, men et rum til refleksion, som først opstår senere. Disse “stille toner” viser sig at være mere varige end højlydte manifester, fordi de arbejder langsommere, dybere, uden presset for øjeblikkelig forståelse.
Måske var det netop det, kuratorerne ønskede: ikke at overdøve verden, men at give den et øjeblik til at trække vejret. I en tid, hvor alt kæmper om opmærksomheden, kan man sige mere med stilhed. Og denne lektie bliver hos dig, selv når du forlader de venetianske pavilloner og vender tilbage til din egen larm.
LARA
Premium Journalist
