Pritzker-prisen 2026 gik til Smiljan Radić Clarke, en chilensk arkitekt, hvis arbejde forener materialemæssige eksperimenter, kulturel erindring og en subtil følsomhed over for menneskelig erfaring. Juryen fremhævede, at hans bygninger balancerer på grænsen mellem midlertidighed og ustabilitet, men alligevel tilbyder et stabilt og optimistisk tilflugtssted.
Rødder og historie, der former arkitekturen
Radić blev født i Santiago i en migrantfamilie – hans far kom fra Kroatien, og hans mor fra Storbritannien. Denne kombination af kulturer formede hans bevidsthed om en kompleks verden og hans opfattelse af livet som en proces med at skabe mening, ikke blot at arve traditioner. Arkitekten understreger, at man nogle gange selv må skabe sine egne rødder for at opnå frihed i handling og tanke.
En kreativ vej fuld af udfordringer
Radićs vej til arkitektur var ikke lineær. Allerede som fjortenårig stiftede han bekendtskab med bygningsdesign på en kunstskole. Arkitektstudierne på Pontificia Universidad Católica de Chile endte med et indledende nederlag – han dumpede afgangseksamen i 1989.
Det åbnede dog døren for ham til videre studier i arkitekturhistorie i Venedig og til rejser rundt i verden, som han betragter som grundlaget for sin uddannelse. Fra begyndelsen har hans arbejde forenet arkitektur med filosofi, kunst og litterære inspirationer og skabt rum, hvor idéer opstår.
Pritzker 2026. Lille studie, store idéer
I 1995 grundlagde Radić sit eget studie i Santiago, et lille og bevidst intimt sted. Sammen med sin kone, billedhuggeren Marcela Correa, skabte han blandt andet Casa Chica (Vilches, Chile, 1997), et 24 meter langt tilflugtssted i Andesbjergene, bygget i hånden. Deres samarbejde handler ikke kun om projekter, men også om en daglig dialog og udveksling af idéer, som former hvert eneste værk.
Arkitektur som tilflugt og refleksion
Radić udforsker grænserne mellem det, der beskytter, og det, der inspirerer til introspektion. Hans projekter balancerer mellem ly og fristed, beskyttelse og sårbarhed. I centrum for hans tanker står skrøbelighed – accepten af skrøbelighed som en uadskillelig del af livet.
Hans midlertidige konstruktioner samt bolig- og institutionsbygninger forbliver følelsesmæssigt nærværende og bevidste om den kontekst, de opstår i. Derfor er dette arkitektur med følsomhed.
Internationale projekter og anerkendelse
Radić opnåede verdensomspændende berømmelse takket være projekter som The Boy Hidden in a Fish (Venedig, 2010) og den 14. Serpentine Pavilion i London (2014), et midlertidigt ly af glasfiber. I 2017 grundlagde han Fundación de Arquitectura Frágil, en organisation der støtter eksperimentel arkitektur og en tværfaglig tilgang til design.
Hans arbejde er blevet anerkendt med adskillige internationale priser. Blandt andet Architectural Record Design Vanguard, Oris Award, Arnold W. Brunner Memorial Prize samt Grand Prize ved Pan-American Architecture Biennial i Quito. Hans værker er også blevet vist flere gange i Tokyo, London, New York, Hiroshima og Santiago.
Arkitektur, der føles
Radić bor stadig og arbejder i Santiago. Han driver en lille praksis, hvor hvert projekt er personligt, gennemtænkt og dybt mærkbart. Hans Pritzker -pris i 2026 understreger, at moderne arkitektur både kan være eksperimenterende og fuld af følsomhed. Og den glemmer ikke de mennesker, som den tilbyder rum til at leve, reflektere og finde inspiration i.
